Nogle mennesker er skræmt væk fra at skrive en bog fordi de tror vi forfattere have hele bogen i vores hoveder, når vi starter. Heck, har de fleste af os ikke hele bogen i vores hoveder når vi er færdige. De tror at det er alle der, vi skriver det, og vi er færdig. Ikke ønsker jeg.

Nogle af os (som mig) foretrækker at arbejde med en disposition. Jeg har opdaget, at jeg gerne arbejde med en meget detaljeret skitse. Selvfølgelig, jeg kan ændre det (og jeg altid gør), men jeg ved, det er der ligesom en sutteklud. Andre modige sjæle kommer med en idé og bare strejke ud på egen hånd, ingen skitse, ingenting-de føler, at skrive noget ned ville besudle den kreative proces. De fleste forfattere er et sted i mellem. Men vi alle har én ting til fælles: vi er alle nødt til at skrive vores bøger én sætning, en scene, ét kapitel ad gangen.

Jeg skal absolut arbejde på denne måde. Jeg har naturligvis min disposition, men når jeg rent faktisk laver Skriften jeg skal tvinge mig selv ikke at tænke meget over det et øjeblik i denne scene, som jeg skriver. Når lutter omfanget af hvad jeg har at udføre skubber sin vej ind i mine tanker, min fattige lidt hjerne bare kortslutninger — faktisk det vanskabninger ud. Hvis jeg fortsætter langs denne, en af to ting vil ske: Jeg vil gerne have et panikanfald eller mit hoved vil eksplodere fra den store mængde af ordene.

Spørgsmål begynder at køre i svimlende cirkler i mit hoved. Hvordan har jeg tænkt mig at komme herfra til der? Oh glemte crap, jeg at medtage denne karakter. Behøver jeg virkelig at karakter? Skal jeg redde ham og hans udgaaende for den næste bog? Hvordan denne udgaaende nogensinde kommer til at passe ind i? Kort sagt, jeg forsøger at gøre, hvad jeg tror enhver forfatter kan gøre — har hele ting i mit hoved på én gang. Det er lidt ligesom at kigge på deep space billeder fra Hubble-rumteleskopet. Jeg ved ikke om dig, men min kæbe dråber åben på hvor langt universet er. Det samme gælder (i meget mindre skala) af mine bøger univers. Det er bare alt for stor til at forstå alle på én gang.

Hvis du forsøger at forstå din hele bogen, mens du skriver, mister du umiddelbarheden i de sætninger, du skriver, intimitet mellem tegnene i scenen. Du mister det følelsesmæssige menneske (eller alf eller trold) touch. Realness af to mennesker, der bekymrer sig om hinanden, eller hader hinanden, eller man er ved at forråde den anden — deres intimitet/forbindelse/fjendskab er tabt, medmindre du fordybe dig i deres øjeblik, komme ind i deres sind, og forstå, hvad de føler. Først derefter kan du præcist formidle dine karakterer følelser og gøre ordene kommer til livet på siden — én sætning, en scene, ét kapitel ad gangen.

Tjek min kilde

Læs mere på LISA SHEARIN

Hey'll ya!

Min undskyldning som jeg fuldt ud hensigten indlæg sidste sidste uge på hvorfor læsning mens du skriver en bog er kritisk — i det mindste for mig. Der skete ikke fordi min bærbar fik en * virkelig grim * virus, der fandt ud af mit operativsystem (jeg sværger jeg bruger beskyttelse og har ikke intim computer forbindelser med tvivlsom websteder). Min Dell baby var i butikken i slutningen af sidste uge. Min reparation fyr forsøgte at reparere skader, men det gjorde ikke arbejde, så han troede, han nødt til at helt tørre min laptop og geninstallere alt fra bunden.

Jeg opbevare al i min bog arbejder filer sikkerhedskopieres dagligt (til en flash-drev og en e-mail-konto, jeg holder udelukkende til backup). Min reparation fyr (den fabelagtige Mark) foreslog at jeg kommer til butikken og tage computeren hjemme kort for at sørge for jeg havde bakket op absolut alt, hvad jeg ønskede at beholde, så bringe den tilbage for ham at gøre, hvad der skulle være (aka tørre sin hjerne ud). Men når jeg opstartet sig oppe, den sidste ting han prøvede tilsyneladende havde gjort tricket. Mig computer arbejdede uden problemer overhovedet — skade havde været repareret og filerne var blevet restaureret.

Efter jeg ringede Mark for at give ham de gode nyheder, hjælper jeg oppe alt alligevel. Jeg er en "just in case" slags pige.

Så lang historie kort på der. Min computer er tilbage til normal. Men jeg er omkring 10K ord bag på hvad jeg nødt til at få gjort i de næste seks uger før min deadline på April 1. Det ikke var computerens skyld. Dette hvilede alene på mig. Når du stadig holder ned en dag job og at dag job får travlt (og min muse får fast i midten af bogen), sker lort. Eller i mit tilfælde, sker ikke dagligt Ordoptælling.

Hvilket bringer mig til emnet for dagens blog — prepping for stormen. Vejret folk her omkring efterlyser sne med en dejlig topping af slud og isslag. Hvilket betyder omkring her, is på træer og elledninger, der er lig med dage lange strømafbrydelser. Ice del af stormen vil ikke ankomme før sent i aften og i morgen og torsdag. Min forfatter ven Rob Thurman når gennem denne sidste uge. Vi begge leve i det land, hvor hvis du mister magten, du bedre være parat til at tage sig af dig selv for et par dage, fordi du er på din egen. Vi har masser af brænde (og fyrene kommer i dag til at gøre en grundig Skorstensfejeren), mad, der ikke behøver at være kogt er købt (selvom vi har en lille butan camp brændeovn til opvarmning af suppe og vand for liv-giver kaffe og te), vi har masser af hundemad, batterier og lygter er på klar, elektronik debiteres, birdfeeders er fyldt, fortid deres prime frugt og veggies har været smidt ud for vores lokale hjorte, vand har været fået (da vi er på et godt, hvis vi ikke har magt, vi har ikke vand — enten for drikke, badning, eller rødmen.) I 'm all for drikke og rødmen, selv hvis den eneste varme vi har kommer fra vores pejs, jeg sikker som helvede er ikke tager off min fem lag af tøj og få ' nøgne at tage et bad).

Jeg vil dog være at få masser af skrivning gjort. Da jeg gøre mine råskitser af hvert kapitel i almindelig skrift i hånden, vil jeg være god til at gå uanset. Det ser som om jeg vil virkelig være skriftligt den gammeldags måde — ved firelight, i en kladde, med en fyldepen, iført hvad jeg kalder min min Bob Cratchit handsker (aka fingerspids-mindre uld handsker).

På en måde ser jeg næsten frem til den.

Lisa

Kilde Link