Nogle mennesker er skræmt væk fra at skrive en bog fordi de tror vi forfattere have hele bogen i vores hoveder, når vi starter. Heck, har de fleste af os ikke hele bogen i vores hoveder når vi er færdige. De tror at det er alle der, vi skriver det, og vi er færdig. Ikke ønsker jeg.

Nogle af os (som mig) foretrækker at arbejde med en disposition. Jeg har opdaget, at jeg gerne arbejde med en meget detaljeret skitse. Selvfølgelig, jeg kan ændre det (og jeg altid gør), men jeg ved, det er der ligesom en sutteklud. Andre modige sjæle kommer med en idé og bare strejke ud på egen hånd, ingen skitse, ingenting-de føler, at skrive noget ned ville besudle den kreative proces. De fleste forfattere er et sted i mellem. Men vi alle har én ting til fælles: vi er alle nødt til at skrive vores bøger én sætning, en scene, ét kapitel ad gangen.

Jeg skal absolut arbejde på denne måde. Jeg har naturligvis min disposition, men når jeg rent faktisk laver Skriften jeg skal tvinge mig selv ikke at tænke meget over det et øjeblik i denne scene, som jeg skriver. Når lutter omfanget af hvad jeg har at udføre skubber sin vej ind i mine tanker, min fattige lidt hjerne bare kortslutninger — faktisk det vanskabninger ud. Hvis jeg fortsætter langs denne, en af to ting vil ske: Jeg vil gerne have et panikanfald eller mit hoved vil eksplodere fra den store mængde af ordene.

Spørgsmål begynder at køre i svimlende cirkler i mit hoved. Hvordan har jeg tænkt mig at komme herfra til der? Oh glemte crap, jeg at medtage denne karakter. Behøver jeg virkelig at karakter? Skal jeg redde ham og hans udgaaende for den næste bog? Hvordan denne udgaaende nogensinde kommer til at passe ind i? Kort sagt, jeg forsøger at gøre, hvad jeg tror enhver forfatter kan gøre — har hele ting i mit hoved på én gang. Det er lidt ligesom at kigge på deep space billeder fra Hubble-rumteleskopet. Jeg ved ikke om dig, men min kæbe dråber åben på hvor langt universet er. Det samme gælder (i meget mindre skala) af mine bøger univers. Det er bare alt for stor til at forstå alle på én gang.

Hvis du forsøger at forstå din hele bogen, mens du skriver, mister du umiddelbarheden i de sætninger, du skriver, intimitet mellem tegnene i scenen. Du mister det følelsesmæssige menneske (eller alf eller trold) touch. Realness af to mennesker, der bekymrer sig om hinanden, eller hader hinanden, eller man er ved at forråde den anden — deres intimitet/forbindelse/fjendskab er tabt, medmindre du fordybe dig i deres øjeblik, komme ind i deres sind, og forstå, hvad de føler. Først derefter kan du præcist formidle dine karakterer følelser og gøre ordene kommer til livet på siden — én sætning, en scene, ét kapitel ad gangen.

Tjek min kilde

Læs mere på LISA SHEARIN

Jeg læste en artikel engang hvor Nora Roberts blev citeret for at sige: "Du kan ikke lave en tom side."

Amen, søster.

For mig er mit ideal skriftligt mål fem sider om dagen. Med kapitler i cirka 15 sider er der tre dage hvert kapitel, højre? Uh, ikke normalt. Fem sider om dagen er når jeg virkelig cranking ud ord, inspiration flydende, min muse er i stuen (og kooperativ). Tre sider er de mindste acceptable sider pr. dag for mig. Men hvad med de tider, når ordene ikke er flydende, når jeg ved virkelig ikke, hvad der sker næste?

Jeg skriver noget, fordi "La Nora" ord du ikke kan løse en tom side.

Jeg har for nylig færdig med at skrive min sjette bog, og jeg har endelig indset, at det er nemmere for mig at stå over for en tom side papir end en blinkende markør i en tom Word-dokument. Jeg plejede at synes, det var fordi en tom computer side var simpelthen mere skræmmende end en tom journal side. Det kan være sandt, men ordene synes bare at flyde lettere fra min hjerne til en fyldepen til en tom side. Der er mere af en visceral forbindelse. Som et resultat, jeg nu spare mig en masse tom-side angst og skrive det første udkast af hvert kapitel i almindelig skrift i hånden. Jeg giver mig selv lov til at skrive noget, noget.

Jeg udforske min plot og karakterer på siden for at tale med mig på siden og træne ideer, og selv at skrive hvad jeg ved er lort, at jeg vil kaste i den bogstavelige eller elektroniske trash kan senere. Fordi jeg ikke kan lave noget, der ikke er der. For dem af jer, der (som mig) skovlet kogødning i snavs af familien haven, når du var børn-du ved, at det tager en masse lort at vokse en god have.

Ingen får det rigtige første gang; og pokkers, undertiden ikke engang den anden eller tredje gang. For mig er første udkast om bare at få historien. Det andet udkast er for at bringe den til live. Detaljerne, nuancer, grave dybt for sub-plots og motiver, der ikke (og kunne ikke) give sig til kende for mig indtil jeg havde hele historien ned.

Medmindre du er velsignet, heldig eller utroligt dygtige, er din første udkast gonna være kalder vi sydstatsfolk "røv grimme." Mine er, og jeg har accepteret at. Der er kamp at få, hvad der er i mit hoved på papir og derefter til skærmen. Men først og fremmest mit problem er at jeg stadig arbejder ud tarme af historien, mens jeg skriver det. Jeg kender i begyndelsen, nogle scener, der er spredt i hele bogen, og jeg ved afslutningen. Tricket er at komme op med de elementer, der knytter alle disse sammen-at skabe historien.

Skrivning, vævning en historie, at skabe en verden, der aldrig har eksisteret før, er sjov — i det mindste bør være. Så giv dig selv tilladelse til at spille.

Læs mere på LISA SHEARIN

LISA SHEARIN

For those of you who have been fans for a while, you know that my husband Derek and I adopt retired racing greyhounds. We love greyhounds. We can’t imagine our lives without greyhounds.

With the downturn in the economy, racetracks are cutting back races, and some tracks are closing altogether. That was how we got our sweet boy Andy; the track he was at in Melbourne, Florida, was closing and the racers were being put up for adoption. If you are looking to bring a dog into your life, please consider a greyhound. Contrary to popular belief, they don’t require a lot of exercise. They’re trained as sprinters, not runners. In fact, greyhounds are called “45-mph Couch Potatoes.” There’s nothing they love more than a good snuggle.

Adopt a Greyhound.org is a great site for pretty much any question you could possibly have, and for anything you could want to know about adopting retired racing greyhounds. Plus they have a page where you can find a greyhound adoption group anywhere in the world. Wherever you are, there’s probably a greyhound adoption group nearby.

If you’re interested in greyhound adoption, contact a group near you. Most have Meet & Greets where you can meet and pet the hounds (just be prepared to fall in love). And when you’ve decided that you home just isn’t complete without the pitter-patter of retired racer paws, contact one of your local greyhound kennels to arrange a visit. – read more here

Read about LISA SHEARIN